Møbler til børneværelset

Skab gode rammer for nattesøvnen

Vi fungerer alle bedst, når vi har fået en god nats søvn. Det gælder folk i alle aldre og ikke mindst børn. Vores søvn er afgørende for vores helbred og måde at fungere på, både fysisk, psykisk og socialt. Det er her, vi oplader vores batterier, så vi har energi til en ny dag.

Konsekvenser af dårlig søvn

Får man ikke nok søvn, eller sover man dårligt, vil det påvirke immunforsvaret, og man vil være mere tilbøjelig til at blive ramt af sygdom. Man vil som oftest have svært ved at koncentrere sig, blive hurtigere stresset og generelt blive lettere emotionelt påvirket. Når børn sover dårligt, kan det skabe problemer i skolen. Det kan skabe adfærdsproblemer, gøre dem ukoncentrerede og uoplagte, hvilket kan påvirke både deres sociale relationer og deres akademiske præstation. Underskud af søvn kan desuden øge risikoen for overvægt, da det både kan øge appetitten og mindske mængden af fysisk aktivitet.

Skab de rigtige rammer

Det er forældres ansvar, at børn har de rigtige betingelser for at få en god nats søvn. Dette indebærer blandt andet en god seng, der passer til barnets alder og udvikling. Børn har desuden brug for rolige og ikke mindst kølige omgivelser. Det er også vigtigt, at rummet er mørkt, da udskillelsen af kroppens søvnhormon påvirkes af lys. Lys hæmmer udskillelsen af dette hormon, mens aftenens og nattens mørke er med til at fremme udskillelsen af det.

Hvis et barns værelse er indrettet efter barnets smag, vil barnet formentlig føle sig bedre tilpas og have mere ro til at sove. Foruden sengen og andre møbler spiller puder, bamser, billeder, dyne, sengesæt og farverne i rummet også en rolle. Skaber du trygge, komfortable rammer for dit barn, skaber du gode forudsætninger for en god nattesøvn.

En god rutine før sengetid

Det er afgørende, især for børn, at have en god rutine før sengetid. Det forbereder børnene på at skulle i seng. Denne rutine kan for eksempel bestå af nogle rolige aktiviteter efter aftensmaden, et varmt bad, på med nattøj og børstning af tænderne. Herefter kan I sammen læse en historie som en hyggelig afslutning på dagen. Derefter skal du putte dit barn og undgå, at dette trækker ud i langdrag. Holdes den samme rutine dag efter dag, vil barnet have nemmere ved at forberede sig på at skulle sove og forholde sig hertil.

Skab de bedste forudsætninger for dit barns trivsel og udvikling ved at være opmærksom på gode søvnvaner og god søvnkvalitet hos dit barn. Det er vigtigt for både familielivet derhjemme, men også for barnets fysiske, psykiske og sociale helbred og ikke mindst akademiske udvikling og fremtid.

You May Also Like